Nyt fra formanden
Dato:
12-06-2008
Tid:
12:00
Nyhedsbrev nr. 1
Nu er starten gået
Efter år med et meget omfattende opstartsarbejde, f.eks. udarbejdelse af vedtægter, forretningsorden, strategiplan, godkendelsesprocedurer i kommuner, region og direktorat, samt ansættelse af en koordinator, er bestyrelsen gået i gang med det egentlige arbejde.
For os er det egentlige arbejde at støtte gode, levedygtige initiativer i Jammerbugt Kommune og Vesthimmerlands Kommune.
Vi kan støtte:
- Etablering af nye attraktive arbejdspladser (primært små virksomheder og turisme)
- Udvikling af attraktive levevilkår og styrket bosætning
Vi har desuden mulighed for at anbefale projekter til støtte fra andre puljer, f.eks. miljø – og naturprojekter og projekter for områdefornyelse i mindre byer
I strategiplanen kan du læse mere om støttemulighederne.
Vejledning fra vores koordinator før du / I søger
Kontakt vores koordinator, Peter Bach Frederiksen, på så tidligt et tidspunkt som muligt. Hans vejledning kan sikkert spare jer for meget unødigt arbejde undervejs – og måske også sætte fokus på svage, stærke eller nye områder i jeres projekt.
Desuden kan vores koordinator også oplyse jer om andre finansieringsmuligheder.
Bestyrelsens behandling af ansøgninger
I bestyrelsen forsøger vi at finde en balance mellem hurtighed og kvalitet. Principielt vil vi gerne behandle alle ansøgninger hurtigt, men samtidig skal vores koordinator og bestyrelsens medlemmer også have mulighed for at lave et stykke seriøst arbejde.
Vores ”behandlingsgaranti” ser således ud: Du vil altid få svar på din ansøgning inden udgangen af det kvartal, der følger efter kvartalet, hvor du har indsendt ansøgningen.
De første støttebevillinger er vedtaget i bestyrelsen
På Lag Jammerbugt-Vesthimmerlands hjemmesiden kan du følge med i, hvad bestyrelsen bevilger penge til eller anbefaler støtte til.
I maj 2008 vedtog vi de første bevillinger og anbefalinger og her i juni skal vi behandle flere ansøgninger.
Ansøgere skal dog være opmærksomme på, at LAG-bestyrelsens bevilling efterfølgende skal godkendes i Direktoratet, før der kan komme penge ud af anstrængelserne. Direktoratets behandlingstid vil ofte være ca. 2 måneder.
Det nationale overvågningsudvalg
Hele den danske del af EU-landdistriktsprogrammet 2007 – 2013 følges af ”et nationalt overvågningsudvalg”. Det samlede antal LAG-grupper i Danmark har 2 repræsentanter i overvågningsudvalget. I april opstillede vi - i samarbejde med andre LAG-grupper i Nordjylland – Kirsten Birke fra vores bestyrelse til valget af repræsentant til overvågningsudvalget. Kirsten toppede listen, da stemmerne blev talt sammen, hvilket vil sige, at vi nu har en nordjyske repræsentant i dette nationale udvalg.
Husk, vi er pengeforvaltere med lokale hjerter
Vi glæder os til at følge igangværende og fremtidige projekter. Vi kan ikke støtte alle, men vi vil gerne støtte mange. Selv om vores koordinator allerede nu har travlt, bliver han med garanti glad hver gang, der kommer henvendelser fra folk med et friskt projekt. Så hold jer ikke tilbage.
Sigurd Christensen
Formand